Go' motion, go' musik og godt humør

New Style Square Dance sprudler af godt humør. Square dance er lig med masser af hygge og go' motion.

Square dance er også en festlig dans at bruge til et firma-arrangement eller en privat fest, polterabend m.m.

Du kan kontakte Klitgaarden vedrørende et square dance arrangement ved at klikke her.

Lige for tiden har vi ikke begynderhold i squaredance.



 


Tilbage til toppen af siden


Square Dance er ikke Square Dance

Til din orientering findes der ikke mindre end 3 former for Square Dance:

Traditionel Square Dance (den ældste form for Square Dance)
Modern Western Square Dance (den næstældste form for Square Dance)
New Style Square Dance (den nyeste form for Square Dance)

Kort fortalt er forskellen på de 3 Squaredance former følgende:

Traditionel Square Dance
Danseformen kan nok lettest sammenlignes med folkedans. Danserne lærer faste danse og formationer. Musikken og klædedragten er meget tro mod det oprindelige. Der er derfor ikke i musikken moderne musikinstrumenter etc.

Modern Western og New Style Square Dance (Fællestræk)
De to danseformer har meget tilfælles. Kun selve måden dansen udføres på er forskellig. Ved begge former lærer danserne ikke faste danse, men derimod forskellige begreber (Calls), som danselederen (Calleren) sammensætter som han/hun har lyst til og som det falder Calleren ind her og nu.
Når danserne går på dansegulvet ved de derfor kun, at de skal danse Squaredance, men de ved på ingen måde i hvilken rækkefølge de bliver bedt om at udføre de indlærte begreber.
Det er især det, der gør det utrolig spændende og udfordrende for såvel danserne som Callerne.
Antallet af begreber og den rækkefølge de indlæres i er den samme uanset om man danser Modern Western eller New Style. Begge danseformer anvender Callerlabs definitioner og anbefalede undervisningsrækkefølge.

Forskellen mellem Modern Western og New Style Square Dance
Når man danser New Style, som vi gør på Klitgaarden, hopper man rundt på gulvet (gadedrengehop) i en langt mere fri, tempofyldt og "løssluppen" stil.
Hos New Style danserne er motionen og det gode humør langt vigtigere end stilen.

 

 

New Style danserne har deres eget symbol, der i øvrigt er tegnet af Preben Klitgaard.

 

 

 

 

Tilbage til toppen af siden


Sådan begyndte det...

Her er historien om hvordan Squaredansen kom til Danmark

Op og nedture i USA
Som de fleste sikkert ved er Squaredansen "født" i USA ved en sammenblanding af mange europæiske folkedanse. I USA har Squaredansen imidlertid haft både op og nedture. Lige før 2. verdenskrig var Squaredansen helt ved at uddø, men behovet for at kunne samles om noget livsbekræftende efter krigen fik pustet nyt liv i dansen, der i dag er udnævnt til USA's nationaldans.

Up-to-date udgave i Danmark
I tiden efter 2. verdenskrig blev der også i Danmark gjort forsøg på at få gang i Squaredansen, men først da Henny og Preben Klitgaard i 1981 lancerede en "ny og up-to-date udgave" af den amerikanske Square Dance, kom der for alvor skub i tingene.

Henny og Preben Klitgaard havde fået kendskab til Square Dance via deres forbindelse til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken), hvor de i begyndelsen af 60'erne dansede deres første Square Dance. I 1970 begyndte de selv at undervise i Square Dance og dannede allerede på daværende tidspunkt en lille opvisningsgruppe. Men først efter 4 år på Grønland begyndte en målrettet indsats for at få hele Danmark til at danse Square Dance.

En tilfældighed startede det hele
I slutningen af 70'erne rejste Henny og Preben til Grønland og det var her tanken om at sætte mere fart til Squaredansen fødtes ved en tilfældighed.

Musikken var jo i de fleste tilfælde festlig og tempofyldt, og på den baggrund virkede det ofte sløvt og uengageret at skulle "gå rundt" til den boblende og livsbekræftende musik, der mest af alt inspirerede én til at hoppe og springe rundt af bare glæde.

New Style i Danmark
Da de vendte hjem til Danmark i 1981 besluttede de sig derfor til at lancere Square Dance i Danmark med gadedrengehop i stedet for gåtrin, så der på den måde kom mere fart og liv over dansen.

I vinteren 1981-82 blev danseformen afprøvet på et aftenskolehold i Aalborg og i sommeren 1982 og 83 blev ideen præsenteret for feriefolket på bl.a. Dansk Folkeferies feriecentre rundt om i landet.

Det blev en drønende succes, og den livlige form for Square Dance er senere blevet navngivet som New Style Square Dance.

Fra hobby til full-time-job
I 1982 sagde Henny sit job op og dannede firmaet Dansk Square Dance. Firmaets primære opgave var dengang, som nu, at hjælpe danskerne i gang med at danse Square Dance.

Alle der ved en tilfældighed havde prøvet denne festlige form for Square Dance ville i gang med det samme, uanset hvor i landet de boede. Henny og Preben udgav derfor gør-det-selv-bogen "Square Dance for begyndere" med tilhørende bånd, og senere "Square Dance håndbogen", der beskriver Callerlabs anbefalede Basic og Mainstream begreber, samt et par andre, der er sjove at danse.

Kurser fra Skagen til Gedser
Henny kørte herefter kurser overalt i Danmark og især på landets Amtscentraler blev de festlige og inspirerende kurser uhyre populære hos såvel idrætslærerne som musiklærerne.

Det første oplag på 3.000 eksemplarer af begynderbogen blev da også hurtigt udsolgt, og siden er det som bekendt gået slag i slag med udbredelsen af og kendskabet til New Style Square Dance.

Modern Western kom med i kølvandet
På et meget tidligt tidspunkt kom Henny og Preben i forbindelse med Karin Strand-Holm og fik hende sat i gang med Squaredansen på Sjælland, hvor hun har gjort en kæmpeindsats og har en stor del af æren for de mange squaredansere der i dag findes på Sjælland.

I kølvandet på den stigende interesse i befolkningen for begrebet "Square Dance" og ikke mindst den nordjyske presses omtale af Square Dance i tide og utide, åbnedes mulighed for at Squaredansen i al almindelighed kunne blomstre. Traditionel Square Dance under ledelse af Margot Gunsenhauser fik nu også mulighed for at blive mere kendt, og den amerikanske måde at danse Modern Western Square Dance på kom især frem i lyset med Nørresundby og Tove og Gerner Nielsen som udgangspunkt.

Europas første Square Dance Center
I 1986 opførte Henny og Preben Klitgaard Europas første egentlige Square Dance Center i Aalborg, der fik navnet Klitgaarden.

Når man ser på Danmarkskortet over Square Dance klubber er det derfor ikke så underligt at Squaredansen især er meget udbredt i det nordjyske – men efterhånden kommer resten af landet uden tvivl også med.

 

Tilbage til toppen af siden


 


Tilbage til hovedsiden

 

Senest opdateret: 18. juli 2022.